Hvem var



Hvem var Stygge Krumpen?
(ved Frode Jensen)


Vi kender jo nok alle Stygge Krumpen, om ikke andet så fra de mange sjove bemærkninger under overhøringen ved medlemsoptagelser eller måske fra Thit Jensens roman ”Stygge Krumpen”. Hvor sandfærdig romanen er, er der vist ingen garanti for, jeg har derfor forsøgt at blade lidt i et historisk portræt af vor Stygge Krumpen – den sidste Børglumbisp.
Omkring 1485 – det nøjagtige år kendes ikke – fødtes Stygge Krumpen på Skøttrup hovedgård. Gården, der i dag hedder Trudsholm, ligger imellem Randers og Hadsund lidt nord for Havndal. Af huset, hvor Stygge tilbragte sin barndom, er der kun nogle enkelte murrester tilbage. Faderen var adelsmanden, Jørgen Krumpen, og moderen, Anne Rosen-
krantz, der var søster til Børglumbispen Niels Stygge Rosenkrantz. Stygge havde to ældre brødre Otte og Jacob. Jacob døde ung i 1518 endte som kongelig sekretær og rigsråd. Otte kom som Stygge til at præge 1500-tallets historie. Som ung mand var han knyttet til Kong Hans´ søn, den senere kong Christian den 2., og ved Christians kroning i 1513, var det Otte, der bar kronen. Otte gik militærvejen, og gennem kongelige gunstbevisninger og ved to ægteskaber blev han en stor godsbesidder. Han døde i 1569 omkring 84 år gammel og blev begravet i Mariager kirke, hvor hans ligsten stadig findes.

Som det ses, var Stygges familie ikke uden indflydelse. Stygge selv fik en 4-årig teoretisk
uddannelse, som baggrund for den senere karriere. Omkring 1504 kom han til København, hvor han i 3 år studerede ved universitetet, indtil han opnåede den lavere akademiske grad, baccalauerus articum. I en alder af omkring 22 år drog Stygge efter tiden i København til den nordtyske by, Greifswald, hvor han i 1507 blev indskrevet ved byens anerkendte universitet. Efter et års studier i Greifswald blev Stygge magister, og med den eksamen vendte han tilbage til Danmark. Efter hjemkomsten har Stygge måske undervist eller arbejdet inden for administrationen. Der vides intet sikkert om ham før i 1514, hvor han kaldes til den nye konge, Christian 2., og i Kancelliet får stilling som kongelig sekretær (Otte har måske hjulpet lidt til;) I de næste 5 år er Stygge ansat i Kancelliet, hvor han især havde med sager vedrørende Vendsyssel og kongens økonomiske dispositioner til den kommende krig mod Sverige at gøre. For godt udførte hverv for kongen fik Stygge efterhånden en hel række kirkelige embeder. Først blev han sognepræst ved Tranebjerg kirke på Samsø, så blev han landprovst i Vendsyssel og siden medlem af et katolsk domkapittel i Aarhus og forstander for Helligåndshospitalet også i Aarhus samt andre givtige embeder.
Stygge Krumpens anseelse og indflydelse hos kongen voksede, og højdepunktet nåede han, da han i en alder af ca. 34 år 27. juli 1519 blev udnævnt til bisp i Børglum stift. Her havde hans morbroder, Niels Stygge Rosenkrantz, været bisp i 33 år, men denne følte sig ikke færdig og udbrændt trods sine 64 år, så det var bestemt ikke med blide følelser og ord, at Niels Stygge modtog kongens meddelelse om, at søstersønnen var udset til at være hans øjeblikkelige efterfølger – med kongens bekræftelse og pavens vielse.
(Grunden til Niels Stygges desavouering kunne være følgende eftermæle: ”Alt åndsliv viste han langt bort fra sig; hele sit liv lige til sin alderdom tilbragte han med spil og leg, både løjer, kort og terninger og med at dreje pile, thi denne kunstfærdighed morede han sig af og til med, når han var blevet træt af spil og forfængeligt tant. Man traf ham glad og fornøjet, når han var omgivet af adelige bolersker eller af spasmagere, gøglere og smigrere, i hvis selskab han fandt mest behag.”)
Efter at være trængt væk fra det indbringende bispeembede protesterede Niels kraftigt, men nytteløst, men for at berolige den gamle bisp tilbød Stygge morbroderen provsteværdigheden ved klosteret i Børglum, en post som også indebar magt og rigdom.
Niels Stygge Rosentrantz dør 1533 og begraves i Børglum klosterkirke.
Landets biskopper, heriblandt både Stygge og Niels, var involveret i sammensværgelsen mod Christian 2. som førte til dennes fald, flugt og senere fængsling på Sønderborg Slot.
samt i kroningen af hans efterfølger Frederik 1. i året 1523.
For at forstå Stygges videre skæbne skal nævnes, at omkring 1530 kommer der sydfra nye kirkelige tanker til Danmark gennem lutherske prædikanter. Der er ingen vidnesbyrd om, at Stygge Krumpen og hans folk har øvet vold mod de lutherske prædikanter, der rejste rundt i Nørrejylland. Trods sin modstand mod lutheranerne har Stygge prøvet at hjælpe katolicismen gennem krisen ved at være smidig og tolerant over for den nye lære.
Et af bispernes vigtigste gøremål var at kontrollere, at stiftets gejstlige overholdt løftet om at leve i cølibat. Ofte blev løftet brudt, for selv en Guds ydmyge tjener er vel kun et menneske. Men den gode Stygge Krumpen, som her skulle optræde som moralens vogter, burde nok have fejet for egen dør først, for han levede bestemt ikke asketisk på Børglum. Derimod levede han i en årrække sammen med den unge adelsdame Elsebe Gyldenstierne, som han oven i købet langt ude var i familie med. Hvordan Elsebe er endt hos Stygge vides ikke, men forbindelsen mellem dem formodes at være etableret omkring 1520,under et af bispens inspektionsbesøg på et nordjydsk kloster, hvor Elsebe var anbragt. Stygge var på dette tidspunkt midt i trediverne og Elsebe omkring de tyve. I en årrække – helt frem til bispens fald i 1536 – er Elsebe Stygges samleverske, eller som hun i folkemunde omtales, ”bispens vedsoverske”. Hun har ledsaget ham rundt i stiftet og ofte holdt til på de vigtige besiddelser Sæbygård og Voergård, der lå tilpads fjernt fra klostre og gejstlige regler De to østvendsysselske herregårde omtales som ”bispens lysthuse”, hvor bispen og hans frille levede som adelsfolk. Da det hele bryder sammen
for Stygge og landets øvrige katolske bisper skilles Elsebe og Stygges veje.
Uenigheden om magten i Danmark mellem adelen og borgerne/bønderne, som havde været underkuet og udpint bryder ud i 1534 med Grevens Fejde. I Vendsyssel fik dette bondeoprør overalt stor tilslutning anført af Skipper Klement fra Vedsted og i løbet af kort tid har bondehæren plyndret herregårde og bispestolens godser. Stygge Krumpen og Elsebe Gyldenstjerne var skyndsomt flygtet til Voergård, som han mente kunne modstå bondehærens angreb. Men det lykkedes ikke og stenhuset blev ødelagt ved afbrænding. Hvordan Elsebe og Stygge er undsluppet vides ikke eller måske har sagnet ret, nåd det fortælles, at bispen og hans frille kravlede ind i bageovnen og skjuls sig der.
I to år trækker Grevens Fejde sin blodige skygge hen over Danmark indtil 6. august 1536 hvor kong Christian 3. holder sit indtog i hovedstaden. Hermed er den katolske storhedstid forbi og de otte katolske bisper bliver arresteret og fængslet, men dog hurtigt frigivet - bortset fra Roskilde bispen og Stygge Krumpen. Stygge Krumpen blev indsat i Sønderborg Slot og først frigivet i 1542 efter seks års fangenskab og efter at have underskrevet et forpligtigelsesbrev. Efter frigivelsen går Stygge ind til en ny tilværelse som lensmand på Asmind kloster i Viborg Stift hvor han fra januar 1543 tilbringer sine sidste otte år.
Stygge Krumpen døde 21.januar 1551 og blev begravet i Mariager Klosterkirke, hvor Krumpenslægten havde sin familiebegravelse i et kapel stiftet af brodere Otte. Kapellet er i dag sløjfet og bispens endelige hvilested skal findes under kirkegårdens græsplæne. Hans gravsten er i dag muret ind i kirkemuren – dog ikke mere fast end den hver den sidste fredag i november åbner sig for at lade Stygge Krumpen tage turen til Randers til stor glæde og fornøjelse for os i Lauget.






Kilde: Stygge Krumpen – den sidste Børglumbisp – Hans Gregersen.